Søg i nyheder Kontakt fsu Sitemap
Liveskak


24. juli 2012 PrintvenligSommerskak på Café Biografen - 4. heat
Af Niels Erik Nielsen

Ganske som det var tilfældet mandagen før, samlede 4. heat af Sommerskak på Café Biografen 24 deltagere fordelt på fire 6-mandsgrupper, hvilket må siges at være meget positivt de mange konkurrerende ferieaktiviteter taget i betragtning.

Der var igen mange nye ansigter, og denne gang bidrog såvel Ejby som Faborg med hvert sit lille kontingent af spillere til det pæne fremmøde.

Stentebjerg fik revanche
Den øverste gruppe var igen stærkt besat, og modsat sidste mandag, hvor Per Stentebjerg-Hansen måtte se sig henvist til en sekundær placering, strøg han denne gang helt til tops.

Han lagde ud med at vinde sine fire første partier, men især i det sidste mod Morten Topholm var han slemt på hælene, da modstanderen på et tidspunkt rådede over to dronninger og Pers konge var helt uden beskyttelse.

Morten spillede imidlertid forkert og endte med at tabe på tid, så Per gik ind til sidste runde med et points forspring til Kristoffer Dyrgaard og Sander Ehmsen.

En remis i sidste runde mod Sander rakte så rigeligt, da Kristoffer måtte nøjes med remis mod Per Arnt Rasmussen.

              Kristoffer Dyrgaard - Per Arnt og Jan Ole Næsborg - Ove Matras.

Slutstillingen i gruppe 1: 1. Per Stentebjerg-Hansen, FREM 4,5p. 2-3. Kristoffer Dyrgaard og Sander Ehmsen, begge FREM 3,5p. 4. Per Arnt Rasmussen, Ejby 2,5p. 5. Simon Wilbrandt, FREM 1p. 6. Morten Topholm, FREM 0p.

                  Sander Ehmsen - Per Stentebjerg og Morten Topholm.                 

Brian Nielsen vandt gruppe 2
Den tidligere FREM-spiller Brian Nielsen, der nu stiller op for den københavnske skakklub Odysseus, afgav kun et halvt point i de fire første runder.

Et afsluttende nederlag til Michael Larsen, Næsby fik ingen konsekvenser for Brian, da nærmeste konkurrent Jess Nykjær, FREM sluttede af med remis mod klubkammeraten Johnny Holler Johansen og endte et halvt point efter.

Brian fortalte efterfølgende, at det var mange år siden, at han havde vundet en turnering, så gruppesejren faldt på et tørt sted!

Han lagde ud med at vinde over Ove Matras, Faaborg, der kom galt af sted på den lange diagonal:

Hvid: Ove Matras, Faaborg
Sort: Brian Nielsen, Odysseus
[noter: NEN]
1.b3 Sc6 2.Lb2 b6 3.Sf3 Lb7 4.d4 e6 5.e4 Sf6 6.Sbd2 Le7 7.c4 0–0 8.Ld3 d5 9.e5 Sg4 10.h3 Sh6  


11.g4?!
Næppe godt, da hvid snart får problemer på diagonalen h1–a8.
11...Sb4 12.Lb1 dxc4! 13.bxc4 c5 14.a3 Sc6 15.Dc2 g6 16.0–0!? Sxd4 17.Sxd4 cxd4 18.Td1 Lc5 19.Se4 Dc7 20.Sf6+ Kg7 21.Te1 Tad8 22.Dd2 Sg8 23.Dg5  

23...d3! 24.Lc1
Efter 24.Sh5+ Kh8 kommer hvid ikke videre.
24...Dc6! 25.Se4 h6 26.Df4 g5!

27.Df3
27.Dg3 d2! 28.Lxd2 Txd2–+.
27...Td4! 28.Lxd3 Tfd8 29.Lb1 Txc4 30.De2 Tdd4!  

31.f3??
Alt taber, men nu går det stærkt.
31...Txe4+
0–1

                                          Brian, Jess og Kristoffer.

Thomas Bo Thomsen var suveræn
Gruppe 3 blev totalt domineret af Thomas Bo Thomsen, Ejby, der blot afgav et halvt point. Lene Kuntz sikrede sig andenpladsen med 3,5p.

Thomas Bo Thomsen møder klubkammeraten Jakob Petersen.

                                    Bo Sørensen - Lene Kuntz.        

Hjemmespiller til tops i gruppe 4
Her var hjemmespilleren Michael Andersen klart bedst med 4,5p., mens Peter Kinggaard, FREM og Cipriano Sande, Odense Skakklub delte andenpladsen med hver 3p.

                                   Michael, Peter og Cipriano.

Se flere fotos og tabeller med samtlige enkeltresultater på: www.frem-skakklub.dk

Det 5. og sidste heat i Sommerskak på Café Biografen afvikles mandag den 30. juli fra kl. 19-22.

Læs også:
Sommerskak på Café Biografen - 5. heat (31. juli 2012)
Sommerskak på Café Biografen - 3. heat (17. juli 2012)
Sommerskak på Café Biografen - 2. heat (10. juli 2012)
Sommerskak på Café Biografen (3. juli 2012)

© 2019 Fyns Skak Union