Søg i nyheder Kontakt fsu Sitemap
Liveskak


26. maj 2015 PrintvenligPhilidor vandt igen - flotte præstationer af FREM og Sydøstfyn
Af Niels Erik Nielsen
Pokalfinale-stævnet var for første gang henlagt til Hotel Svendborg i byen af samme navn, der søndag den 24. maj husede 56 hold fordelt på fire rækker, hvilket betød langt over 200 spillere til start; måske ikke rekord, men i hvert fald det højeste deltagerantal længe set.



Der var LIVE-transmission fra de otte øverste brætter.

Afviklingen forløb helt efter bogen
Alle kvalificerede mandskaber mødte frem i god tid, og det store stævne blev igangsat til tiden, ligesom det - tilsyneladende helt uden problemer - lykkedes for de dygtige arrangører at holde den stramme tidsplan turneringen ud.

Et ulige deltagerantal i Senior- og Juniorrækken betød desværre, at man her blev nødt til at spille med oversiddere, men det fik heldigvis ikke den store betydning for medaljernes fordeling.

I alle hidtidige udgaver har seniorerne nøjedes med at spille fem runder, men i år afviklede de ligesom alle de øvrige rækker seks runder.

Det var imidlertid ikke den eneste ændring blandt seniorerne, thi for første gang blev der spillet i såvel en 50+ som en 65+ række.

Da der kun var tilmeldt fem hold i den ældste række, var det af såvel sportslige som afviklingsmæssige årsager nødvendigt at slå de to grupper sammen, men selv om de i alt 13 mandskaber således mødte hinanden på kryds og tværs, blev der stadig kæmpet om to titler.

De 14 mandskaber i Eliterækken og de 16 mandskaber i Bredderækken havde kvalificeret sig via lokale stævner i hovedkredsene, mens der igen var fri tilmelding i Senior- og Juniorrækken; i sidstnævnte række deltog 13 hold, så også her var man nødt til at spille med oversidder.

10 fynske mandskaber til start
3. HK har som stævnets værter tradition for at være pænt repræsenteret i samtlige rækker, og det var da også tilfældet i år, hvor 10 lokale hold deltog.

Man kunne dog godt have ønsket sig, at flere klubber var repræsenteret, således tegnede FREM sig for halvdelen af samtlige mandskaber, Nr. Aaby kunne mønstre tre, mens Nyborg og Sydøstfyn hver stillede med et enkelt hold.



 Nr. Aaby og FREM 2 mødtes i 4. runde i Juniorrækken.

Glemmes i den sammenhæng må det dog bestemt ikke, at flere medlemmer fra andre lokale klubber via deres organisatoriske indsats bidrog til et yderst vellykket stævne.

Philidor pokalmester for fjerde år i træk
I nøjagtig samme opstilling som sidste år strøg Philidor for fjerde år i træk til tops i Eliterækken, men pokalvinderne var ikke helt så suveræne, som det især var tilfældet de to første gange, de deltog.

I 2014-udgaven indkasserede københavner-holdet tre individuelle nederlag undervejs, og denne gang måtte de bide i græsset fire gange. Det gik allerede galt i 1. runde, hvor GM Nils Grandelius tabte til IM Jens Ove Fries Nielsen, Viborg.

Det forhindrede imidlertid ikke Philidor i at køre en sikker 3-1 sejr i hus, og da de fulgte den op med 4-0 over Evans, kunne man begynde at frygte, at spændingen om førstepladsen som så ofte før snart ville fordufte.



Philidor - Evans.

Nordkalotten vandt over de forsvarende mestre
Det blev imidlertid ikke tilfældet, og det sørgede Nordkalotten for ved meget overraskende at vinde deres indbyrdes opgør i 3. runde 2,5-1,5. Det var første gang, i de fire år Philidor har været med, at de tabte en kamp, og nederlaget betød desuden, at de for første gang ikke var i spidsen af turneringen efter 3. runde.

Nordkalottens føring blev imidlertid af kort varighed, idet de allerede runden efter måtte ned mod Brønshøj, der vandt 3-1.



Brønshøj - Nordkalotten: Carsten Høi - Björn Ahlander (0-1).

Da Philidor samtidig slog hold-danmarksmestrene fra Skanderborg med samme cifre, overtog de igen førstepladsen et halvt point foran Brønshøj, mens deres besejrere fra Nordkalotten samt FREM var yderligere et helt point efter.

I 5. og næstsidste runde gjorde Philidor imidlertid en brat ende på Brønshøjs titel-drømme ved at vinde 3-1, men københavnerne kunne stadig ikke føle sig helt sikre på mesterskabet, idet Nordkalotten efter 3,5-0,5 over FREM kun var et enkelt point efter de forsvarende mestre inden sidste runde.

Da Philidor havde mødt alle de øvrige bejlere til førstepladsen, fik de i sidste runde fornøjelsen af Herning, der - selv efter 4-0 over Viborg - stadig var hele 2,5p. efter førerholdet.

Midtjyderne formåede dog slet ikke gå i deres fodboldfællers fodspor, idet de efter spil til et mål måtte tage til takke med en enkelt remis.

Samtidig fortsatte Nordkalotten de gode takter ved at besejre rekordholderne fra Århus/Skolerne, der var kommet fra baghjul, 3-1.

Det rakte så rigelig til en fornem andenplads, mens Skanderborg blev en lige så sikker nummer tre ved at besejre et demoraliseret Brønshøj-hold 4-0.

De fynske hold gjorde det flot
Ingen havde forventet at se FREM eller Sydøstfyn på podiepladserne, men begge hold gjorde det virkelig flot og endte lige uden for præmierækken.

Under hele stævnet var der LIVE-transmission fra de to topopgør, og begge de fynske hold i Elite-rækken fik fornøjelsen af at starte her.

Efter hhv. 1,5-2,5 mod Århus/Skolerne og 1-3 mod Brønshøj forventede de færreste at se dem her mere, men her gjorde vi alle regning uden vært, idet FREM i næstsidste runde igen var på LIVE mod Nordkalotten.



Aarhus/Skolerne - FREM: Rasmus Skytte - Jwan Bakr.

Fra 1. runde er det ellers værd at nævne, at Sydøstfyns førstebræt Christian Furrer spillede remis med GM Carsten Høi, mens FREMs ditto FM Jwan Bakr vandt over IM Rasmus Skytte.



Brønshøj - Sydøstfyn: Carsten Høi - Christian Furrer og Roland Greger - Thomas Jepsen.

Sidste år vandt FREM med mindst mulig margin over Næstved, men i år måtte odenseanerne nøjes med 2-2.

Det var de to nederste brætter i skikkelse af Per Stentebjerg-Hansen og Tom Frantsen, der sørgede for det uafgjorte resultat. Sidstnævnte vandt endda i opvisningsstil over Nils Linde Olsen:

Hvid: Nils Linde Olsen, Næstved
Sort: Tom Frantsen, FREM
1.d4 Sf6 2.c4 d6 3.Sf3 Sbd7 4.Sc3 e5 5.d5 Le7 6.e3 0–0 7.Ld3 c6 8.0–0 Sc5 9.Lc2 Lg4 10.b4 Sa6 11.Tb1 cxd5 12.cxd5 Tc8 13.Ld2




13...Tc4! 14.h3 Lh5 15.b5 Sc5 16.Lb3



16...Txc3! 17.Lxc3 e4 18.Lxf6 Lxf6 19.g4 Lg6 20.Sd4 Le5 21.f4 exf3 22.Sxf3 Lxb1 23.Sxe5



23...Dh4! 24.Dxb1 Dg3+ 25.Kh1 Dxh3+ 26.Kg1 Dg3+ 27.Kh1 Dxe5 28.Tf3 Dg5 29.Tf4 g6! 30.Dd1 Te8 31.Df3 Dh4+ 32.Kg2



32...Sd3!
0–1


Samtidig måtte Sydøstfyn indkassere et skuffende 1,5-2,5 nederlag til Roskilde, hvilket i spøg fik klubbens formand Niels Højgaard til at true med straks at tage hjem!

Inden 3. runde var begge hold følgelig langt tilbage i feltet, men spisepausen så ud til at bekomme begge fynske mandskaber vel.

Således vandt FREM med hele 3,5-0,5 over 1. divisionskollegerne fra Evans, mens Sydøstfyn med de samme cifre besejrede Holbæk, der som mange bekendt i den forgangne sæson akkurat snød fynboerne for oprykning til 1. division.



FREM - Evans: Jwan Bakr - Kim Skaanning.



Holbæk - Sydøstfyn: Tom Juul Andersen - Christian Furrer.

De fynske holds gode resultater betød naturligvis stærkere modstandere i 4. runde, hvor Sydøstfyn måtte se sig besejret 3-1 af Århus/Skolerne, hvorimod succesen fortsatte for FREM, der vandt med samme cifre over Viborg.



Sydøstfyn - Århus/Skolerne: Poul Erik Nielsen - Jakob Bjerre Jensen.

Blandt fynboernes tre sejrherrer var Kristoffer Dyrgaard, der vandt over FM Allan Holst, som han spillede remis i deres sidste divisionsopgør:

Hvid: Allan Holst, Viborg
Sort: Kristoffer Dyrgaard, FREM

[noter: NEN]
1.c4 e5 2.g3 Sc6 3.Lg2 f5 4.Sc3 Sf6 5.d3 Lb4 6.Ld2 0–0 7.Sd5 Lxd2+ 8.Dxd2 d6 9.e3 Le6 10.Se2 Dd7 11.Sec3 Tae8 12.0–0 Se7 13.Sxf6+ Txf6 14.f4 c6 15.b3 exf4 16.exf4



16...d5! 17.Tad1 d4 18.Se2 Lf7 19.Db2 c5 20.b4



20...Tb6! 21.b5 Te6 22.Lf3 Sc8 23.Sc1 Te3 24.Df2 De7 25.Td2 Sd6 26.Dg2 Kf8 27.a4



27...Sxc4! 28.dxc4 Lxc4 29.Tdd1 Lxf1 30.Txf1 d3 31.Ld5 c4! 32.Dh3
32.Lxc4? Dc5!–+.
32...Te1



33.Kg2??
Bedre var 33.Dxf5+, men sort bør vinde slutspillet efter 33…Df6 34.Dxf6+ gxf6.
33...Dd7 34.Lxc4 Txc1?
Overoptimistisk - 34...d2! vinder på stedet.
35.Txc1 Te2+



36.Kf1??
Efter 36.Kf3 g6 37.Lb3 ser hvid ud til at kunne holde balancen.
36...Tc2 37.Ta1 Txc4
Og sort vandt i få træk.
0–1

Christian Furrrer tog IM-skalp
I næstsidste runde formåede Sydøstfyn, hvad der denne gang mislykkedes for FREM, nemlig at vinde over Næstved.



Næstved - Sydøstfyn: Thomas Christensen - Poul Erik Nielsen.

Holdets helt store helt var Christian Furrer, som besejrede IM Mikkel Antonsen, der ved flere tidligere pokalstævner har været blandt de bedst scorende spillere på førstebrættet, men LH-spilleren havde denne gang en skidt turnering.

Det skal naturligvis ikke pille ved Christians fine præstation, der kom til veje i et uligefarvet løberslutspil, der samtidig godt og grundigt dementerede myten om, at sådanne slutspil altid er remis. Med de sorte brikker har Christian netop spillet 45…Kf4-g3:



46.Le6 d5! 47.exd5 Kf4 48.Ld7



48…f5!
0–1


Bemærk i øvrigt, at hvid i slutstillingen ikke kan ofre sin løber på modstanderens fremstormende bønder på kongefløjen; et tema er, at sort vinder på sin a-bonde, fordi hans løber har forvandlingsfeltets farve!

Som tidligere nævnt var det også runden, hvor FREM gjorde comeback på LIVE-brætterne, men herfra blev de øjeblikkelig sendt ud med fynd og klem, idet Nordkalotten blot afgav et halvt point.



Nordkalotten - FREM: Jacob Sylvan-Kristoffer Dyrgaard og Peter Jakobsen-Tom Frantsen.

Trods det store nederlag var FREM inden sidste runde bedst placerede fynske mandskab et helt point foran Sydøstfyn, men det blev der lavet om på, da sidstnævnte sluttede af med at lammetæve Aalborg 3,5-0,5, mens FREM måtte stille sig tilfreds med en 2,5-1,5 sejr over Roskilde.



Roskilde - FREM: Jens Bo Hansen - Tom Frantsen.

Dermed sluttede begge lokale mandskaber med 13p., men i kraft af et enkelt matchpoint mere, sluttede FREM et mulehår foran lokalrivalerne.

Det ændrer dog ikke ved, at begge fynske hold gjorde det rigtig godt. For Sydøstfyn blev Christian Furrer og IM Lars Borbjerggaard topscorere med 3,5p., men at det var tale om en meget homogen hold-indsats fremgår af, at Thomas Jepsen og Poul Erik Nielsen begge opnåede 3p. Per Stentebjerg-Hansen blev FREMs topscorer med 4p, Kristoffer Dyrgaard endte på 3,5p., mens FM Jwan Bakr scorede 3p. og Tom Frantsen 2,5p.

Topstillingen: 1. Philidor 18(10) 2. Nordkalotten 16,5(10) 3. Skanderborg 15,5(8) 4. FREM 13(7) 5. Sydøstfyn 13(6).

Guld:



Philidor: Niels Grandelius, Nikolaj Mikkelsen, Jakob Vang Glud og Helgi Dam Ziska.

Sølv:


Nordkalotten: Esben Hove, Peter Jakobsen, Björn Ahlander og Jacob Sylvan.

Bronze:



Skanderborg: Mads Hansen, Kristian Seegert, Mads Andersen og Steffen Pedersen.

 
Se holdtabeller, enkeltresultater og fotos på Stævnets hjemmeside


Læs også:
FREM vandt guld i Juniorrækken (28. maj 2015)
Dansk Skak Unions pokalfinale-stævne står for døren (23. maj 2015)

© 2019 Fyns Skak Union