Søg i nyheder Kontakt fsu Sitemap
Liveskak


21. maj 2016 PrintvenligSølv til FREM 1 i Juniorrækken
Af Niels Erik Nielsen

Sidste år vandt FREM 1 overraskende guld i den yngste række foran SK 1968 1 og Evans, men en gentagelse lå ikke lige for.

Det hang dels sammen med, at odenseanernes daværende førstebræt Tobias Ilsøe, der sidste år imponerede med 6/6p., ikke længere var til rådighed, dels at de to jyske udfordrere igen så meget stærke ud.

Tobias blev erstattet på førstebrættet af Sophus M. Møller, hvilket dog styrkemæssigt ikke burde betyde det store, mens Alexander Le Besq, Jacob Foged Christensen og Albert M. Møller alle var gengangere fra sidste års guldhold.

I Juniorrækken var Fyn desuden repræsenteret af FREM 2 og FREM 3, og helt som ventet endte begge i den tunge ende i det 10 holds store felt.

I 1. runde vandt FREM 1 3-1 over SK 1968 2, mens FREM 2 og FREM 3 helt som ventet tabte stort til de to andre forhåndsfavoritter SK 1968 1 og Evans.

SK 1968 2 - FREM 1.

Sidstnævnte gjorde rent bord, mens andetholdets fjerdebræt Alf Andries begrænsede nederlaget til 1-3.

FREM 2 - SK 1968 1.

Evans - FREM 3.

Måtte ned mod SK 1968 1

Allerede runden efter kom den første prøve på FREM 1’s sande formåen, da SK 1968 1 ventede. Det gjorde de også i samme runde sidste år, og her spillede parterne lige op, men denne gang faldt opgøret klart ud til århusianernes fordel, idet de vandt på de tre øverste brætter, mens Albert på fjerdebrættet sørgede for trøstmålet.

FREM 1 - SK 1968 1.

Samtidig vandt Evans 3-1 over Skive og førte rækken, mens FREM 3 igen tabte 0-4, denne gang til Præstø, hvorimod FREM 2 hentede turneringens første sejr ved at slå SK 1968 3 hele 3,5-0,5.

Præstø - FREM 3.

SK 1968 3 - FREM 2.

Evans vandt det jyske topopgør

Der var derfor dømt jysk topopgør i 3. runde, og her lagde Evans grundstenen til guldet ved at besejre SK 1968 1 2,5-1,5.

Sidste år kom FREM 1 fra baghjul, og de holdt kontakten ved lige med Evans og SK 1968 1 ved at besejre SK 1968 3 4-0, men halvvejs var Evans klart i spidsen af Juniorrækken med 9,5p. fulgt af FREM 1 med 8p. og SK 1968 1 med 7,5p.

FREM 2 kom med et 1-3 nederlag til Præstø ned på jorden igen, men for tredje gang i træk vandt Alf, mens FREM 3 igen måtte gå tomhændede fra brætterne.

Sandhedens time

Derfor var kravet til FREM 1 en sejr over Evans, men den kunne odenseanerne kigge i vejviseren efter, idet vejlenserne vandt 3-1. Med hver en remis var Jacob og Albert ene om at komme på tavlen.

FREM 1 - Evans.

Nederlaget betød, at alle gulddrømme kunne skrinlægges, og selv om SK 1968 1 kun fik 2-2 mod Skive, var FREM 1 inden de sidste to runder kun på en fjerdeplads efter 1. Evans 12,5p. 2. Skive 11p. 3. SK 1968 1 9,5p., og derpå fulgte odenseanernes førstehold yderligere et halvt point efter.

FREM 2 tabte med mindst mulig margin til Fredericia, mens FREM 3 i 4. runde hentede det første brætpoint, da det blev 1-3 mod århusianernes tredjehold. Det var Elias Roed Jacobsen på tredjebrættet, det fik brudt den kedelige stime.

I næstsidste runde havde FREM 1 mulighed for at spille sig op på en podieplads, men da kampen mod Skive kun resulterede i en 2,5-1,5 sejr, beholdt skibonitterne tredjepladsen.

Skive - FREM 1.

Foran dem lå stadig SK 1968 1 og Evans, der efter en 3,5-0,5 sejr over SK 1968 2 kun behøvede et enkelt point i sidste runde for at slutte foran SK 1968 1, der vandt med de samme cifre over Fredericia.

Samtidig vandt FREM 2 klubopgøret mod FREM 3 med 4-0.

FREM 3 - FREM 2.

Spurtede sig til sølv

Selv om udgangspunktet således langt fra var det bedste for FREM 1, lykkedes det ikke desto mindre de forsvarende mestre at skifte en fjerdeplads ud med en andenplads.

Holdet gjorde selv, hvad det kunne ved at lammetæve Præstø 4-0, og samtidig fik det uventet hjælp af SK 1968 2, der sensationelt klarede 2-2 mod klubbens førstehold, som med det skuffende resultat røg helt ud af præmierækken.

Præstø - FREM 1.

Ventet var det heller ikke, at SK 1968 3 kun ville tabe 1-3 til Skive, hvilket betød, at der blev ligestilling på brætpoint mellem dem og FREM 1. Derpå afgjorde matchpoint rækkefølgen, og her var odenseanerne akkurat bedst.

På falderebet hentede FREM 3 endnu et brætpoint, da andetbrættet Bastian Kehrer vandt sit parti i 1-3 nederlaget mod Fredericia.

FREM 3 - Fredericia.

FREM 2 var i den grad kommet i menneskehænder mod Evans, der understregede sin suverænitet ved at vinde 4-0 til en af de mest sikre førstepladser i rækken de senere år.

Evans - FREM 2.

Slutstillingen: 1. Evans 1 20(12) 2. FREM 1 15,5(8) 3. Skive 15,5(7) … 7. FREM 2 11(4) … 10. FREM 3 2(0).

FREMs sølvvindere: Albert, Sophus, Jacob og Alexander.

Sølvholdet: 1. Sophus M. Møller 4p. 2. Jacob Foged Christensen 3,5p. 3. Alexander Le Besq 4p. 4. Albert M. Møller 5p. (ubesejret).

Stævnets hjemmeside

Læs også:
DSU's Pokalturnering 2017 (3. marts 2017)
Guld til Sydfyn i 50+ (19. maj 2016)
Guld til FREM i Bredderækken (18. maj 2016)
DSU-pokalfinalestævnet - Eliterækken (17. maj 2016)

© 2019 Fyns Skak Union