Søg i nyheder Kontakt fsu Sitemap
Liveskak


7. november 2006 PrintvenligGod start for de fynske divisionshold
Af Niels Erik Nielsen

I søndags var de fire fynske hold for første gang i ilden i divisionsturneringen 2006-07, og premieren forløb godt for samtlige mandskaber, idet det samlede udbytte blev tre sejre og et enkelt nederlag. Det var der ikke noget overraskende i, men Sydøstfyns, LF's og FREM’s sejre, og ikke mindst Nr. Aabys knebne nederlag, var samlet set over det forventede.

Sydøstfyn – Farum: 5-3

Oprykkerne fra Sydøstfyn fik en perfekt start på livet i 1. division, gruppe 1, da de hjemme på Gudbjerg Centralskole lagde ud med at vinde 5-3 over sidste sæsons treer, Farum.

Det er nok til en foreløbig førsteplads.

Øvrige resultater:  Frederiksberg – Taastrup 3,5-4,5, Odysseus – Hillerød 3,5-4,5 og K.S. – BMS Skak 4-4.

Læseforeningen – SK 1968 2: 5-3  

I sidste sæson sluttede Læseforeningen på en fornem tredjeplads i 1. division, gruppe 2, og med stort set samme trup til rådighed, ligner en gentagelse af bedriften en realistisk målsætning. Avancement i tabellen kan blive svært, da Nordre og Århus Skakklub råder over meget stærke mandskaber og nok kommer til at slås om den enlige Skakliga-billet.

Læseforeningen indledte hjemme i Bolbro Brugerhus mod SK 1968 2, og vurderet efter rating, var der udsigt til en jævnbyrdig affære med odenseanerne som svag favorit. Den værdighed levede de op til ved at vinde 5-3 efter et omskifteligt forløb, hvor et par point skiftede ejermand undervejs.

 
Rimelig stilrent gik det for sig, da Morten Topholm Rud vandt over den gamle Nyborg-spiller Jes Harholm:


Hvid: Morten Topholm Rud, Læseforeningen
Sort: Jes Harholm, SK 1968 2

1.e4 e5 2.Lc4 Sf6 3.d3 Sc6 4.Sc3 Sa5 5.Sge2 Sxc4 6.dxc4 Lc5 7.0–0 h6 8.Dd3 d6 9.Sa4 Lb6 10.Sxb6 axb6 11.b3 0–0 12.a4 Sh5 13.f4 exf4 14.Sxf4 Sxf4 15.Txf4 Ta5 16.Lb2 Dg5 17.Taf1 Dg6 18.h4 Lg4 19.Lc3 Taa8?!
19...Th5!?
20.h5!

20...Lxh5?
20...Dg5!
21.Dh3 Le2 22.T1f2 Dg5 23.Ld2 Lxc4 24.Tg4
1–0

Øvrige resultater: Nordre – Skolerne 2 4,5-3,5, Silkeborg – Århus 1,5-6,5 og Ribe – Viby 4,5-3,5.

FREM – Tølløse: 6,5-1,5

For FREM var åbningskampen i 2. division, gruppe 2 hjemme i Ungdomshuset mod oprykkerne fra Tølløse en kærkommen lejlighed til at vaske tavlen ren og komme videre, efter at de sidste sæson blev snydt for oprykningen på målstregen af Sydøstfyn.

Det lykkedes til fulde, idet de stakkels sjællændere ikke fik mange ben til jorden og blev sendt hjem med et nederlag på 1,5-6,5 og det kunne oven i købet være gået endnu værre, idet andetbrættet også længe lignede et sikkert FREM-point.

Divisionsdebutanterne fra Tølløse er rykket op to sæsoner i træk, og at de nu møder modstandere af en ganske anden kaliber kunne tydeligt ses. Således blev vi vidne til flere massakrer, som her hvor Kristoffer er i skarpretterens rolle:

Hvid: Kristoffer Dyrgaard, FREM
Sort: Peter Holst, Tølløse
1.e4, d5 2.exd5, Dxd5 3.Sc3, Da5 4.d4, Sf6 5.Lc4, c6 6.Ld2, Lf5 7.De2, e6 8.d5!, cxd5 9.Sxd5, Dd8 10.Sxf6+, gxf6 11.0-0-0, Dc7 12.g4, Lg6 13.Lc3, Le7 14.h4, h5 15.g5, 0-0?!
Her står kongen meget udsat, så derfor var det nok bedre for den at søge dækning på dronningefløjen, men efter det naturlige 15.-Sd7 kan hvid drille med 16.gxf6, og lige meget hvad sort slår igen med, får han problemer, fx 16.-Sxf6 17.Lb5+ og rokademuligheden forsvinder, eller 16.-Df4+ 17.Kb1, Lxf6 18.Lxe6! og hvid vinder. 16.Sh3, fxg5 17.Sxg5, Sc6 18.Tdg1, Df4+ 19.Kb1, Lxg5 20.Txg5, Sd4


21.Dxh5!, Dxf2 22.Txg6+!
22.Ld3 var også en ren vinder
22…fxg6 23.Dxg6+, Kh8 24.Dh6+, Kg8

25.Lxe6+!, Sxe6 26.Dg6+, Sg7 27.Dxg7++.
1 – 0.


Evans – Nr. Aaby: 4,5-3,5

Nørre Aaby gjorde comeback som divisionshold, og med det tidligere førstebræt Martin Lunds tilbage i folden, har de nok før sæsonstart gjort sig visse forhåbninger om at overleve den første sæson i rækken.

Derfor var det en alvorlig streg i regningen, da der indløb hele 5(!) afbud til sæsondebuten i Vejle mod Evans, der stillede med et frygtindgydende hold med 4 mand over 2100, 3 på +2000 samt en reserve med ”blot” 1988.

Ratingsystemet kom ud med, at Evans stod til at vinde 6.39-1.61! Nu skal man heldigvis ikke tro på alt, hvad matematiske beregninger antyder, så underhundene gik friskt til sagen mod de erfarne vejlensere, og det lykkedes for Nr. Aaby at begrænse nederlaget til de beskedne cifre 3,5-4,5.

Blandt enkeltresultaterne var det mest bemærkelsesværdige, at ottendebrættet Andreas Jakobsen klarede remis. Han er kun 11 år og har blot 1299 i rating, og desuden spiller han normalt på klubbens tredjehold, men her lykkedes det ham at holde balancen mod en mand på 1988.


I næste runde er det så sandhedens time, når FREM tager imod Nr. Aaby, der må møde frem med selvtilliden i orden efter den uventede pointhøst i Vejle.


Sidste sæson stillede Næstved med det på papiret stærkeste mandskab, og det gør de også i denne, hvor de oven i købet er blevet forstærket med tilgangen af Jørgen Hvenekilde, men hvad hjælper det at have høje ratingtal, hvis man ikke kan præstere?

I hvert fald var oprykningsfavoritternes indledende 4-4 resultat i Dianalund en behagelig nyhed i FREM, der dog ikke kan vurdere egne muligheder i oprykningsspillet på basis af søndagens match. I det andet sjællandsk lokalopgør vandt Ringsted 4,5-3,5 i Roskilde.

Vil du vide mere om de fire fynske divisionshold meritter, er et besøg på deres respektive hjemmesider et forsøg værd. Du kommer lettest ind via klubber her på forsiden.

Alle enkeltresultater kan ses på www.dsu.dk under punktet divisionsskak.

 



Læs også:
Sydøstfyn er tilbage i den bedste række (28. marts 2007)
FREM var aldrig i nærheden af oprykning (26. marts 2007)
Dagens mand i skysovs (6. marts 2007)
Sydøstfyn kom tættere på (5. marts 2007)
Fejl på fejl og andre påfund (1. februar 2007)
Mager fynsk divisionsrunde (30. januar 2007)
Divisionsskak - en gratis oplevelse! (28. januar 2007)
Viby - Læseforeningen 4,5 - 3,5 (13. december 2006)
Sydøstfyn er fortsat i front (28. november 2006)
Endnu en storsejr til FREM (19. november 2006)

© 2019 Fyns Skak Union