Søg i nyheder Kontakt fsu Sitemap
Liveskak


27. februar 2007 PrintvenligDødsfald
Af Niels Erik Nielsen

Natten mellem torsdag og fredag i sidste uge døde Robert Falborg i en alder af 80 år på Odense Universitetshospital efter længere tids sygdom.

Med Roberts bortgang siger vi farvel til en markant personlighed, hvis virke har haft positiv afsmittende virkning i hele den danske skakverden. Som helt ung gik Falborg ind i organisatorisk arbejde i København, og siden flyttede han til Sorø og var gennem mange år en drivende kraft i den lokale skakklub.

Sideløbende hermed varetog Robert Falborg i en lang årrække hvervet som hovedkasserer i Dansk Skak Union, og for sin indsats på såvel lokal- som landsplan blev han siden udnævnt til æresmedlem af DSU.

Efter sin pensionering flyttede Robert i 1984 til Strib, hvor han som noget at det første meldte sig ind i den nystartede skoleskakklub – et arbejde han fortsatte med lige til sin død, og det er da også inden for skoleskakken, de fleste fynske spillere og ledere gennem årene har mødt Robert.

På Dansk Skak Unions delegeretmødet i 1998 modtog han unionens hæderstegn med følgende begrundelse, som siger meget om den skakkæmpe, der nu har forladt os.

”Noget af det første Robert Falborg gjorde, da han i 1984 var flyttet til Strib, var at melde sig under fanerne i den nystartede lokale skoleskakklub, og hurtigt tog han initiativet til at oprette Strib Skakklub.

Robert har i alle årene med ildhu arbejdet for skakken i Strib. Som formand for Strib Skakklub i to perioder og hele tiden i bestyrelsen og som en ihærdig skoleskakinstruktør. Ikke mindst skoleskakarbejdet står Roberts hjerte nær, for det er jo dér skakkens fremtid ligger, som han siger. Robert har været den drivende kraft i skakarbejdet i Strib i 13 år.

Han har udført alle slags opgaver: arrangeret turneringer, lavet lagkager og ryddet op. Sådan har det været for Robert i over 50 år. Han kan ikke lade være med at være en drivende kraft, når det gælder skak. For skak er en del af Robert. Derfor er han også æresmedlem af Dansk Skak Union for alt det, han gjorde inden han flyttede til Strib. Nu får han hæderstegn for det, han har gjort for skakken i Strib og på Fyn.”

Æret være hans minde.



© 2019 Fyns Skak Union