Søg i nyheder Kontakt fsu Sitemap
Liveskak


11. marts 2007 PrintvenligJesper Knudsen vandt FM i lyn 2007
Af Niels Erik Nielsen

Ved tilmeldingsfristens udløb var der 18 tilmeldte til FM i lynskak i Kerteminde, der i år blev spillet søndag den 11. marts, men desværre dukkede 2 af de spillere der havde givet forhåndstilsagn aldrig op. De fremmødte blev derfor placeret i 2 indledende puljer, hvor de 4 bedste i hver kom i A-finalen, mens de 4 dårligste måtte nøjes med en plads i B-finalen.

Sidste år var der 27 spillere med i turneringen, så der var altså tale om en voldsom tilbagegang, selv om arrangørklubben Kerteminde Skakklub som sædvanlig kræsede for spillerne med gratis kaffe, rundstykker og frokost.

Som følge af det stærkt vigende deltagerantal er Kerteminde Skakklub ikke umiddelbart interesseret i at arrangere FM i lyn-skak næste år, men vil i stedet for arbejde på at afvikle en hurtigskak-turnering den 2. søndag i marts 2008.

Gruppe 1
I den indledende gruppe 1 var de to klubkammerater Mads B. Svendsen og Kim Skaanning fra FREM helt suveræne; de gik ubesejret igennem med en score på hhv. 8,5 og 8 af 9 point. De to sidste finalepladser gik til Carsten Sørensen, Nr. Aaby og overraskelsen Jacob Petersen, FREM, der begge endte på 5,5p.

I gruppe 2 imponerede de sidste to års fynsmester i disciplinen, Kristoffer Dyrgaard, FREM ved at spille sig i finalen med 9 af 9 point! Han fik følgeskab af Per Stentebjerg-Hansen, Læseforeningen, der bortset fra nederlaget til Kristoffer også gjorde rent bord samt Jesper Knudsen og Mathias Meunier, begge FREM, og dermed var de fire højest ratede i denne gruppe finaleklar.

I A-finalen var der mindst en håndfuld spillere, der kunne gøre sig håb om at løbe med FM-titlen, heriblandt naturligvis den forsvarende mester Kristoffer Dyrgaard, der vurderet efter indsatsen i den indledende runde umiddelbart lignede en mand, det ville blive svært at bide skeer med, men i finalen gik alt galt for Kristoffer, der endte næstsidst med blot 2p.

De to højest ratede Per Stentebjerg-Hansen og Mads B. Svendsen var med i FM-opløbet, men endte begge lige uden for præmierækken.

Outsideren Carsten Sørensen lagde ud med 3/3p., men da de fire sidste runder kun resulterede i 1,5p., måtte Nr. Aaby-manden tage til takke med den udelte tredjeplads – en placering han uden tvivl er ganske tilfreds med det skrappe selskab taget i betragtning.

De mest stabile i finalen viste sig at være Jesper Knudsen og Kim Skaanning, som begge gik ubesejrede igennem og delte førstepladsen med 5,5/7p.

Lynomkampen

Efter remis i lynfinalens første parti faldt afgørelsen i det andet, hvor Jesper Knudsen med de sorte brikker fik stablet et farligt angreb på benene. Kim har netop pareret truslen Ld8 med officersgevinst med Tbd1, men nu åbnes den lange diagonal:

1…e3! 2.fxe3?!
Tillader mat i tre træk; alternativet 2.Txe3 Lxe3 3.Td8+ Txd8 4.Dxd8+ Dc8! 5.Dd6+ Kb7 6.fxe3 ville sikre fortsat spil, selv om sort naturligvis bør vinde efter 6...Dxc3. 2...Txg3+ 3.Lxg3 Txg3+ 4.Kh2 Dg2#
0–1

Dermed var FREM’s formand fynsmester i lynskak 2007. Til lykke!

Pengepræmierne fordelte sig således:
1. præmie: 300 kr. Jesper Knudsen
2. præmie: 150 kr. Kim Skaanning

Bedste spiller under 1900 blev Jesper Knudsen, men da den ny fynsmester i lyn jo allerede havde taget godt for sig af retterne, gik præmien i denne kategori til finalefeltets anden basisspiller Jacob Petersen, FREM.

Præmien til bedste spiller under 1500 blev vundet af Chresten Nielsen, Gelsted, der vandt B-finalen med 6,5/7p. foran Jens Rasmussen, LF 5p. og Heinz Furrer, Ringkøbing 4,5p.

Ud over pengepræmier var der mindst 1 sponsor-gave til samtlige deltagere i stævnet.

Læs også:
Åbne Fynsmesterskaber i Lynskak (5. marts 2007)

© 2019 Fyns Skak Union