Søg i nyheder Kontakt fsu Sitemap
Liveskak


8. april 2007 PrintvenligSpændende DM-afslutning
Af Niels Erik Nielsen

Landsholdsklassens helt store positive overraskelse har været Allan Stig Rasmussen, Jetsmark, der efter en lang pause fra turneringsskak fik et fornemt comeback ved sidste års Politiken Cup, hvor den titelløse nordjyde scorede en sensationel GM-norm. Da de danske skakjournalister ved årsskiftet stemte om, hvem der skulle være ’Årets danske skakspiller 2006’, blev Allan Stig Rasmussen en sikker vinder foran den regerende danmarksmester Sune Berg Hansen.

Fantom-score kan udløse GM-norm
Det forrygende comeback gav naturligvis den 24-årige Jetsmark-spiller blod på tanden, og først på året deltog han i en stor open i Østrig, hvor det blev til en IM-norm. Med DM i eget lokalområde var Allan Stig selvfølgelig på plads i feltet, hvor chancen for at lave endnu en IM-norm, lignede den realistisk målsætning.

Den var allerede i hus efter 6. runde, men med fire stormestre til start i årets LH-klasse, er det også muligt at opnå en GM-norm, men den første forudsætning er, at aspiranten møder mindst tre af dem, at de øvrige modstanderes ratingsnit holder sig pænt over 2400, samt ikke mindst at der skal voldsomt mange point ind på kontoen.

I lukkede turneringer med håndplukkede deltagere vil GM-kravet typisk være 6 eller 6,5 af 9 point, mens kandidaten sjældent kan nøjes med den score i åbne, hvor han for det meste skal bruge mindst et par runder, inden titelhaverne står på programmet.

6,5 point er ikke desto mindre, hvad Allan Stig Rasmussen skal lave ved DM i Aalborg, for at have sin anden stormester-norm i hus. Inden lørdagens næstsidste runde havde Allan Stig med 6/8p. et helt points forspring ned til de to stormestre Sune Berg Hansen og Lars Bo Hansen. Da den lokale helt oven i købet havde mødt såvel dem, som de andre fra nærmeste forfølgergruppe, skulle de to forhåndsfavoritter håbe på hjælp fra bagfra kommende spillere, der selv var så godt som ude af DM-kapløbet.

Schandorff sørgede for fornyet spænding
Den kom i 8. runde i skikkelse af GM Lars Schandorff, der skønt seedet tre kun gik ind til mødet med Allan Stig Rasmussen med + 1 efter seks indledende remiser og en gevinst over Martin Matthiesen, SK 1968 i 7. runde.

I mødet med den førende spiller udbyggede Schandorff med de hvide brikker små positionelle fordele, og efter en del afbytninger endte partiet i et tårnslutspil, hvor hvid havde tre bønder mod to på kongefløjen. Den slags er tit remis, men ikke her, hvor alle sorts brikker er uheldigt placeret:

1.Te2! Tg7 2.Kg2 Kb6 3.Te5 Kc6 4.f4 Kd6 5.Kf3 Tf7 6.Ke4 Tf6 7.f5 g5
7...gxf5+ 8.Txf5 Th6 9.Kf4 Ke6 10.Kg5 Th8 11.Tf6+ Ke7 12.Th6! Tg8+ 13.Kh4+-.
8.Ta5 Kd7?!
8...Ke7 9.Ta7+ Kf8 10.Th7 h4!? var en bedre praktisk chance.
9.Ta7+ Ke8 10.Ke5 Tb6 11.f6 Tb3 12.Ke4

Og sort opgav. Der er ikke tid til 12...Txg3. Der kunne følge 13.Kf5! g4 14.f7+ Kf8 15.Kf6 Tf3+ 16.Kg6 g3 17.Ta8+ Ke7 18.Te8+! Kd7 19.Te2! h4 20.Kg7+-. Forsøget på at holde kongen ude med 12...Tb5 strander på 13.Th7! g4 14.hxg4 hxg4 15.Kf4 Tb4+ 16.Kf5+-.
1–0

Midt i ærgrelsen over nederlaget, der betød at Sune Berg Hansen med en sejr over Kim Pilgaard kom på omgangshøjde, kunne Allan Stig dog glæde sig over, at de tre stormestre nu var i kassen.

Steffen er med i DM-opløbet
Indtil gårdsdagens møde med GM Lars Bo Hansen, Nykøbing F. havde Steffen Pedersen, Sydøstfyn haft en meget svingende turnering, hvor han efter en skidt start på blot 1/3p. slet ikke lignede en mand, der ville komme med i kampen om titlen.

Blandt finaledagens mange DM-kandidater finder vi ikke desto mindre fynboen, der efter katastrofestarten med to nederlag ikke siden har tabt og lavet 4/5p. Når man er en tur nede og vende i et felt på hele 24 deltagere, får man i starten mere medgørlige modstandere, men i næstsidste runde ventede LH-klassens ratingfavorit Lars Bo Hansen, der stadig var ubesejret, men fire remiser undervejs betød, at den første seedede var et helt point efter førende Allan Stig Rasmussen, mens Steffen var hele to efter.

Lars Bo taber uhyre sjældent, så der ventede fynboen en svær opgave, der ikke blev mindre vanskelig af, at han førte de sorte brikker. Det så da også længe ud til, at stormesteren ville vinde, men op mod tidskontrollen vendte billedet totalt. Vi kommer ind efter 21…Ke7

22.Tdb3! Thd8 23.Txb7+!?
23.g4!
23...Txb7 24.Txb7+ Kf8 25.Kg1 Td3!

26.f4?!
26.g4!
26...Txa3 27.f5?
27.fxe5 eller Tc7 var bedre.
27...Ta1+ 28.Kf2 Ta2+ 29.Kg1 Ta1+ 30.Kf2 Ta2+ 31.Kg1 a4 32.h3?
Bedre 32.fxe6 a3 33.Ta7, men sort har klar fordel efter 33...Lg4!
32...Le2 33.g4 a3 34.Ta7 Lxc4µ 35.g5 exf5 36.exf5 Ta1+ 37.Kh2 a2–+ 38.Lxc6 Tc1

39.Ta8+
39.Td7!? og sort skal lave et sikringstræk, da 39...a1D?? 40.Td8+ Kf7 41.Td7+ Ke8 42.Td1+ Ke7 43.Td7+ Kf8 44.Td8+ blot er remis.
39...Ke7 40.Ta7+
40.Te8+ Kf7–+
40...Kd8
Og hvid opgav, da hans muligheder er udtømte efter 41.f6 gxf6 42.gxf6 a1D 43.Txa1 Txa1.
0–1

Du kan logge dig direkte på DM-hjemmesiden herfra og følge partiet mellem Steffen Pedersen og Allan Stig Rasmussen LIVE fra søndag kl. 12.00: www.skak-dm.dk/2007


Læs også:
Et feberparti (13. april 2007)
Moestrup genvandt veteran-DM (10. april 2007)
Sune Berg Hansen vandt DM for tredje år i træk (9. april 2007)
Mester Jens forsøgte til det sidste (9. april 2007)
Anden DM-rapport (7. april 2007)
Første DM-rapport (5. april 2007)
Fynboer til DM 2007 - den komplette liste (1. april 2007)

© 2019 Fyns Skak Union