20. marts 2007FREM 2 er oppe
Af Niels Erik Nielsen

Der var spænding til det sidste i fynsserien, hvor de to FREM-mandskaber gav hinanden kamp til stregen om den enlige divisions-billet. Det så længe ud til, at sæsonens store positive overraskelse FREM 3 ville fuldende en fantastisk sæson og gå direkte gennem den bedste lokale række, idet det snart blev klart, at Nyborg ikke på dagen ville være i stand til at hive den krævede 5-3 sejr i land.

Sensationen lurede, idet allerede nedrykningsdømte Faaborg længe voldte FREM 2 store kvaler. Det så jævnbyrdigt ud, og der stod langt hen i kampen 2-2 efter fire remiser, hvilket favoritterne bestemt kunne være bedst tjent med. Op mod tidskontrollen ændredes billedet imidlertid totalt, idet FREM 2 inden for et kvarter vandt tre partier i rap og bragte sig foran 5-2.

I mødet mellem FREM 3 – Nyborg var stillingen på det tidspunkt 3,5-3,5, og skulle oprykkerne fra FREM 3 avancere for andet år i træk, var betingelsen, at Alfred Andersen vandt over Svend Veise, mens FREM 2’ Alex Sørensen ikke måtte få point mod Faaborgs Mikael Rask.

Det gjorde han heller ikke, men da det andet parti endte remis, sluttede FREM 2 på 35,5p., mens FREM 3 måtte tage til takke med et halvt point mindre, selv om de var det eneste mandskab, der formåede at gå ubesejret gennem turneringen.

Resultater i sidste runde: Faaborg – FREM 2 3-5, FREM 3 – Nyborg 4-4, Årslev – Odense 1,5-6,5 og Sydøstfyn 2 – Læseforeningen 2 2-6.

Mens FREM 2 således får divisionsstatus i næste sæson, rykkede Årslev og Faaborg helt som ventet ned i serie 1.

Mere fra den spændende fynsserie-afslutning senere.